Lokal behandling med glukokortikoider


NKR:

  • (↑↑) Anvend nasalsteroid frem for peroral antihistamin til behandling af patienter med persisterende allergisk rhinitis. 
(+++o)
Pointe
Peroral behandling med antihistamin er en anden hyppigt valgt enkeltbehandling, men der er evidens for at næsespray med kortikosteroid er mere virksomt end antihistamin. Nogle patienter er bekymret for at tage næsespray med kortikosteroid på grund af de mulige langtidsbivirkninger til kortikosteroid. Der er imidlertid i nogle næsespray, for eksempel mometasone fuorate, fluticasone fuorate eller fluticasone propionate, et meget lille systemisk optag af kortikosteroid hvorfor der ikke menes at være langtidsbivirkninger til disse produkter. Der er enkelte, der kan fås i håndkøb (fluticasonproprionat)

Præparater:
  • Fluticasonfuroat
  • Beclometasondipropionat
  • Budesonid
  • Fluticasonpropionat
  • Mometasonfuroat
  • Triamcinolonacetonid

Præparaterne er tilnærmet ækvipotente, men varierer i pris, formulering, graden af systemisk optagelse og tidspunkt for effektens indtræden. Maksimaleffekten indtræder for de nyere præparater (mometasonfuroat, fluticasonpropionat og fluticasonfuroat) i løbet af timer til dage. Hurtig indsættende effekt er ønskværdig ved behandling af akut rhinosinuitis, hvorfor man her bør vælge et hurtigt virkende præparat. Ved allergi over for konserveringsmidlet benzalkoniumklorid og efter rhinosinuitis medicamentosa kan der anvendes budesonid, da konserveringsmidlet er kaliumsorbat. Alternativt kan der helt uden tilsætningsstoffer gives budesonid næsepudder eller engangspipetter med fluticason.

Farmakodynamik:
Lokalt virkende glukokortikoid. Virker antiinflammatorisk. Glukokortikoiders virkningsmekanisme ved nasal anvendelse er ikke fuldt belyst, men skyldes formentlig hæmmet frigørelse af mediatorer involveret i allergiske reaktioner. Vil normalt ikke medføre systemisk effekt ved terapeutiske doser.

Bivirkninger:
Epistaxis ses hos nogle ved længere tids brug. Det kan til en vis grad forhindres ved at undgå, at sprøjtedysen peger direkte på Locus Kiesselbachii under administration af lægemidlet. Lettere tørhed i næsen og periodisk blodtingeret sekret. Yderst sjældent rapporteres om perforation af næseskillevæggen. Lejlighedsvis nyseanfald i tilslutning til doseringen. Patienter i nasal behandling med kortikosteroider bør regelmæssigt have foretaget rhinoskopi. Allergi over for konserveringsmidlet benzalkoniumklorid kan ses og i så fald må man vælge næsepudder eller engangspipetter. Forsigtighedsregler Behandlingen bør ikke startes umiddelbart efter nasal kirurgi. Hvornår behandlingen kan startes, afhænger af typen af kirurgi. Infektioner i næseslimhinden bør behandles sideløbende. Forsigtighed ved anvendelse til børn under 5 år. Forsigtighed ved lungetuberkulose. Børn i langtidsbehandling bør kontrolleres for væksthæmning.

Graviditet:
Kan om nødvendigt anvendes.

Amning:
Kan om nødvendigt anvendes.